Praktisk Økologi

I begyndelsen af april fik Landsforeningen Praktisk Økologi ny formand. Det bliver Signe Schrøder, som afløser den afgående formand.

Mynthe har talt med Signe om hendes tanker om fremtiden for foreningen og hendes store interesse for selvforsyning.

Mangeårig økolog

Signe har været medlem af Praktisk Økologi næsten lige så længe, som hun har dyrket have. 10 år er det blevet til, det sidste år som medlem af bestyrelsen.

Det skete nogenlunde samtidig med, at hun overtog sin mors nyttehave. ”Det var sådan en lille én med et skur, hvor der lige kunne stå en seng”, fortæller hun.

Inden da havde hun taget sine første spæde have-skridt i bedsteforældrenes baghave. ”De havde et stykke jord, som de ikke brugte, og så fik jeg lov til at sætte nogle grøntsager”.

Men det var i nyttehaven, at haveinteressen for alvor spirede, så da Signe og hendes mand efter nogle år gik på udkig efter et hus, var det et vigtigt kriterie, at der hørte noget jord med. En almindelig parcelhusgrund ville de ikke nøjes med.

Selvforsyner med stort S

Siden er familien blevet udvidet med to børn, en kat, høns, ænder, tre stader med bier og et hus på en 5500 m2 stor grund i Birkerød.

Her udlever hun drømmen om selvforsyning og dyrker blandt andet spiselige stauder og blomster til glæde for insekter og til at bruge i husets vaser. ”Vi forsøger at være selvforsynende med mange forskellige ting. Så vi har både høns og ænder, som vi får æg fra og selv slagter, og så dyrker vi blomster til buketter i stedet for at købe dem med hjem udefra.” Derudover er familien selvforsynende med frugt og grønt det meste af året. Og biodiversiteten er vigtig i haven. ”Der skal være plads til kryb og kravl”, mener hun.

Også frøsamling bliver der arbejdet med i familiens have, og Signe kalder sig selv en frøsamler light. ”Jeg er ikke så garvet en frøsamler endnu, men jeg synes, at indsamling af frø hører med til det at være selvforsynende”.

Vi vil udvikle det vi har

Nu er det så blevet tid til at prøve kræfter i rollen som formand for Praktisk Økologi, en forening som har næsten 4000 medlemmer. Her vil hun først og fremmest arbejde på at udvikle de koncepter, der allerede er sat i søen og gøre foreningen mere synlig.

”Jeg vil gerne være med til at forankre de ting, der allerede eksisterer. Som Mere Liv i Haven-festival, frøpopop og åben havelåge”, fortæller hun. ”Og så irriterer det mig virkeligt, at så mange mennesker ikke ved, at havenyt.dk er en del af Praktisk Økologi. Det skal vi gøre noget ved”.

Foreningens kernefortælling

Praktisk Økologi har netop udviklet en kernefortælling, og den vil Signe gerne arbejde videre med. ”Kernefortællingen er en vision om at skabe mere liv i haverne, i køkkenet, i samtalen og i landet”, forklarer hun. ”Der er så meget viden i Praktisk Økologi, og den skal vi fortsat dele”.

Signe fortæller, at foreningen forsøger at fremme videnudvekslingen i fællesskaber via Del Jorden, Mere Liv i Haven-festivalen, lokale havenetværk og via havementorer, som tager ud og øser af deres erfaringer til dem, der har brug for det. Men også medlemsbladet og havenyt.dk bruger foreningen til at dele viden med medlemmerne.

De små landbrug skal med

Det er ikke kun haveejerne, som kan have glæde af de netværk, foreningen er katalysator for. Landets små landbrug vil foreningen også gerne hjælpe til at dele erfaringer og viden gennem gårdnetværk. Det er et stort projekt, som Praktisk Økologi er i gang med at søge om penge til.

Praktisk Økologi skal høres

Praktisk Økologi vokser, og Signe vil gerne udvikle Praktisk Økologi, så foreningen får en stemme i den offentlige debat og bliver en aktør, der bliver hørt af kommunerne og på Christiansborg.

Signes mærkesager

”Kernefortællingen er en mærkesag. Og så at sprøjtemidlerne skal ud af haverne og ud af miljøet. Vi har en kampagne sammen med Danmarks Naturfredningsforening, hvor haveejere kan tilmelde deres have som sprøjtefri. Det er der rigtig mange, der har gjort, men der er stadig masser af haver derude, som vi gerne vil have med.

Og så vil det være godt, hvis folk melder sig ind i foreningen. Det gør en forskel og viser politikerne, at der er bred opbakning i befolkningen.”

Læs mere om Praktisk Økologi på foreningens hjemmeside.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Ingen medier er nemlig gratis at lave. Til gængæld giver vi dig artikler uden sponsoreret indhold og uden reklamer.

Skriv et svar