Krydderurter

Krydderurter kan ingen vist undvære i haven. Det er det ekstra gode drys på kartoffelmaden og over middagsretterne hele sommeren. Åh, bare at kunne gå ud af havedøren og klippe dagens forbrug af de duftende vækster.

Men det her skal ikke handle om, hvilke krydderurter der kan bruges til hvad, selvom man kunne skrive mange lange historier om netop det. I stedet skal det handle om, hvordan du dyrker dine krydderurter.

Urter med potentiale

I mange haver står krydderurterne i klumper. En klump purløg i et hjørne af køkkenhaven eller en klump timian i en krukke på terrassen. Eller mange klumper af alverdens krydderurter i en særligt bed egnet til formålet. Som en slags blandet landhandel. Og der er ikke noget i vejen med klumper. Overhovedet. Mange krydderurter har bare potentiale til rigtig meget mere. De kan dyrkes som kantplanter og i mønstre, som smukke følgesvende til havens øvrige stauder eller i brede strøg malet med den store pensel.

Spræng køkkenhave-rammerne

Kort og godt, så er mange af dem virkelig gode til at skabe stemninger med og kan sagtens bruges på samme måde som mange af de ikke-spiselige planter. De har naturligvis hver deres vækstkrav ligesom alle mulige andre planter. Nogle vil stå køligt og skyggefuldt, andre tørt og varmt. Men deres brug behøver på ingen måde at begrænse sig til køkkenhaven.

Krydderurter

Her er det den kønne “lakridsplante” sødskærm, som skaber skovstemning under træerne langs stien.

Krydderurter

Kan man få for meget purløg? Jeg tror det ikke. Her er et helt bed plantet til med purløg – et virkelig smukt syn.

Krydderurter

Her er det persille, som med sin skønne form komplimenterer de øvrige planter i bedet fuldstændigt eventyrligt. Den eneste ulempe ved sådan et bed må være, at man nok ikke nænner at klippe huller i sådan et kunstværk. Men så er det jo godt, at man altid kan have en ekstra klump ovre i hjørnet af køkkenhaven!

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Ingen medier er nemlig gratis at lave. Til gængæld giver vi dig artikler uden sponsoreret indhold og uden reklamer.

Skriv et svar