skråninger i haven

Skråninger i haven kan være en pestilens. Eller de kan være en gave. Som regel kommer det an på øjet, der ser.

Er skråningen blot et stykke ubrugelig have, hvor det er umuligt at køre med græsslåmaskinen, kan det komme til at høre til i den første kategori. Et sted man er nødt til at forsøge sig med en eller anden form for bunddække, og så ellers bruge tid på at holde det fri for ukrudt. Tidskrævende, ubrugeligt og en torn i øjet.

Ser du derimod skråningen som en gave, er der flere fantastiske måder, du kan bruge den på.

Højde i haven

Noget af det, en skråning kan, er at give højde til haven. Afhængigt af hvor høj skråningen er, kan de planter, du sætter øverst, vokse dig over hovedet og nærmest skabe frodig skovstemning, når man passerer forbi nedenfor. Også selvom planterne i sig selv egentlig ikke er særlig høje.

skråninger i haven

Anne Justs have i Hune har flere eksempler på skråninger, som fungerer godt. Mange af dem er konstruerede netop med det formål at skabe en særlig virkning eller stemning. På billedet er det skråningen Irisbakken bag vandbassinet.

Blomstereng

Du kan også bruge skråningen som mulighed for at få dig en blomstereng. Nedenfor er en skråning plantet til med tulipaner på Sofiero Slot ved Helsingborg i Sverige.

skråninger i haven

Trapper

Hvis din skråning afgrænser to haverum for eksempel terrasse og græsplæne, så lav en trappe. Også selvom det er let at gå udenom. Trappen giver skråningen karakter og tilfører atmosfære til haven. Hvis du laver den bred nok, kan du supplere væksterne på skråningen med blomster i krukker på trappetrinene.

skråninger i haven

Plant krukkerne til i en stil, der passer til din have. Det kan være stedsegrønne som buksbom i den enkle have, pelargonier eller andre sommerblomster i den romantiske og græsser i den moderne.

Terrasser

En skråning kan også anvendes til terrasser i flere niveauer. I Den gamle By i Århus er denne lille køkkenhave konstrueret på en skråning. Der er blot sat brædder op til at holde på jorden på de enkelte niveauer. På den måde får du flere stykker plan jord at dyrke.

Det er også en mulighed at anlægge støttemure af sten, omend det nok er en dyrere løsning.

skråninger i haven

Eller du kan anlægge terrasser til afslapning omgivet af andre terrasser med for eksempel vandbassiner, som det er gjort i denne hollandske have.

skråninger i haven

Skråninger kan på denne måde via forskellige løsninger blive virkelig attraktive elementer i en have.

Skriv et svar