Aarhus er fuld af grønne oplevelser. Her er et turforslag, så du kan komme ud og opleve nogle af dem.

Turen tager udgangspunkt i, at du ankommer til byen på togstationen. Herfra går du ud ad hovedindgangen. Hold til højre forbi rutebilsstationen og videre ned til Spanien. Her drejer du til venstre og følger vejen ned mod det nye bibliotek Dok 1.

Klimaet live

Ved siden af Dok 1 finder du den store jordklode Climate Planet, som du skal gå ind og se. Her er det klimaet, som er i centrum. Endnu en klode inden i kloden viser, hvordan Jorden ser ud fra rummet via livetransmissioner fra satelitter. Der vil også være en forestilling om klimaets udvikling.

Aarhus

Uden for igen kan du gå en tur igennem oplevelsesområdet, før du fortsætter byturen. Du har kun chancen for at besøge globen i skolernes sommerferie d. 24. juni – 6. august. Herefter skal den på turné rundt i Europa.

Spisetid

Nu er du måske så småt ved at være sulten, og turen går da også til en af byens vegetariske caféer. Mikuna hedder den. For at komme dertil går du tilbage til togstationen og ind gennem Bruuns Galleri. Find Kvickly i det modsatte hjørne og gå ud ad Bruuns Galleri bag supermarkedet. Nu står du på Jægergårdsgade, en af byens virkelig charmerende indkøbsgader.

Aarhus

Gå til højre ned ad gaden og nyd de mange specialforretninger og butikker med lokalt kunsthåndværk.

Hvis du ikke har ladet dig friste af de mange caféer og restauranter, du også kommer forbi i Jægersgårdsgade, krydser du Frederiks Allé for enden, hvor du drejer til højre og finder Mikuna. Her spiser du vegetarisk eller vegansk frokost i små men hyggelige omgivelser, før du begiver dig videre.

Lej en cykel

Nu skal du ud på en lidt længere tur. Har du ikke mod på at gå, kan du leje en cykel. Fortsæt videre ned ad Frederiks Allé, til du når krydset ved Ridehuset og Aarhus Rådhus. Gå lige over krydset til Frederiksgade 78, hvor du lejer en cykel. Husk at booke i forvejen for en sikkerhedsskyld.

Aarhus

Nu fortsætter turen på cykel gennem Latinerkvarterets hyggelige gader, til du når ud til havet. Drej til venstre og følg molen ud mod lystbådehavnen. Der er stadig en del byggeri i gang, men området begynder at tage form, og det ser godt ud. Langs molen står mænd og fisker, og turister klatrer op i det hvide udkigstårn lige efter Pier 3.

En have i byen

Følg vejen, indtil du når frem til boligkomplekset Isbjerget. Fortsæt så ad stierne bag om langs vandet. Helt ude i hjørnet finder du Ø-haven. Det er en stor byhave, som består af højbede i pallerammer.

Aarhus

Aarhus

Aarhus

Bedene lejes af interesserede bybønder, som dyrker en mangfoldighed af frugt, grønt og blomster. Stedet summer af insekter, og sommerfugle flagrer rundt mellem valmuer og timianblomster.  Her er fuld af kolonihavestemning.

Hvis du trænger til et hvil, så sæt dig lidt oppe på molen og nyd udsigten over havet, mens Mols-linjen tøffer forbi.

Eftermiddagsis

Når du er klar, hopper du atter i sadlen og sætter kursen tilbage mod centrum. Nu skal du ned til Åen ved Magasin. På Åboulevarden 82 finder du restauranten Suppestegogis. De serverer hjemmelavet økologisk is i vafler eller som milkshake. Så afslut eftermiddagen med lidt fra det søde køkken. Eller med en økologisk middag samme sted, hvis det er blevet sent, og du er sulten igen.

Rigtig god fornøjelse!

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Ingen medier er nemlig gratis at lave. Til gængæld giver vi dig artikler uden sponsoreret indhold og uden reklamer.

 

Skriv et svar