bær

Derfor skal du spise bær

Bær er simpelthen super sunde. Ifølge Food of Life, Københavns Universitet er de nemlig smækfyldte af antioxidanter, vitaminer og mineraler. Antioxidanterne sidder primært i skrællen, og fordi overfladen er stor på bær sammenlignet med frugter som for eksempel æble og pære, får du flere antioxidanter ved at spise 100 g bær end 100 g pære.

Gå på marked

Hvis du har et godt marked i nærheden af, hvor du bor, kan du ofte finde lækre bær, som er mere eller mindre umulige at opstøve i supermarkedet.

bær

Og hvis du er heldig er det også billigere og lokalt produceret.

Sank dine bær

Du kan også finde en del bær i naturen. Både hindbær og brombær kan du ofte finde i lysninger i skoven. Du kan også være heldig at finde blåbær. Som udgangspunkt må du samle, hvad du kan have i en bærepose til privat forbrug. Læs mere om, hvad du må samle i naturen hos Miljøstyrelsen.

Dyrk selv

Det billigste er dog at dyrke bærene selv. Så kan du vælge mellem mange forskellige sorter, og du har en forsyning af bær, som det ikke altid er muligt at købe sig til. Og slet ikke i frisk tilstand.

bær

Skal du i gang med at planlægge en bær-have, så er det nu, du skal smage dig til dine yndlingssorter. Spørg også på planteskolen, hvilke sorter de kan anbefale og hvorfor.

Bærbuske kan ifølge Bolius plantes hele året, hvis de kommer i potte. Men efteråret er et godt tidspunkt af flere årsager: Planten kan nå at etablere sig med rodnet, før det bliver vinter, og du slipper for at vande så meget, som hvis du planter i løbet af foråret og sommeren. På Havenyt kan du læse, hvad du skal tænke på, når du vil etablere en bær-have.

Gem årets overskud

Er du så heldig, at køkkenhaven bugner af bær, er det bare om at nyde dem i fulde drag. Du kan selvfølgelig spise dem friske – det er mange børn også glade for. Men du kan også lave kager, rysteribs, syltetøj og grød.

Skal smagen af sommer vare længe, må du i gang med at fryse, henkoge og sylte. Måske er du opvokset i en familie, hvor den slags var en selvfølge i sensommeren.

Hvis ikke er det næsten som at begive sig ind i en ny og meget fascinerende verden. Det er let at finde opskrifter og anvisninger på nettet.

Men du kan også tage på kursus. På Fuglebjerggaard holder de sylte- og fermenteringsdag i september. Her kan du udover at sylte dine afgrøder også lære at fermentere og andre spændende ting.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Ingen medier er nemlig gratis at lave. Til gengæld får du artikler uden sponsoreret indhold og uden reklamer.

Skriv et svar