elbil

Det var i Påsken 2015, at Laila Johansen og hendes mand besluttede sig for at købe elbil. De var kørt ud til en forhandler for at prøvekøre en Nissan Leaf, men forhandleren overtalte dem til at låne bilen i hele Påsken.

”Det viste sig at være et ret godt salgstrick”, ler Laila, ”for vi havde ikke kørt ret langt, før vi var fuldkommen solgt”.

Dårlig samvittighed gjorde udslaget

Det var først og fremmest den dårlige samvittighed, der fik Laila og hendes mand til at kigge efter en elbil. ”Det er jo det med forureningen. Vi havde dårlig samvittighed, når vi kørte ud på de der ture, som ikke var strengt nødvendige. Det var simpelthen det, der motiverede os”.

“Vi var endda klar til at acceptere ret mange ulemper”, forklarer Laila. ”Dem har der så ikke rigtig været nogen af, synes vi”, fortæller hun videre.”Jeg har tit undret mig over, hvor det er opstået det der med, at der skulle være så mange ulemper ved en elbil”.

“Jeg synes, den er utrolig behagelig at køre. Den accelerer, når man har brug for det, der er ingen kobling, og så er den jo lydløs. Den eneste støj kommer fra dækkene. Så der er ret stille, når man kører – det er virkelig dejligt”.

elbil

Miljøet i første række

Men det er det miljømæssige, der virkelig tæller hos Laila og hendes mand. ”Det er bare en rar følelse at vide, at når vi kører, så bidrager vi ikke til den globale opvarmning. Vi har også vores egne solceller, så når vi lader op derhjemme, er det helt grønt”.

“Det er meget vigtigt for mig at prøve ikke at svine for meget. Så det med at jeg bare kan sætte mig ind i bilen og så glide af sted uden at forurene – det kan jeg godt lide, selvom det nok lyder ret banalt.

Rækkevidden er tilpas

Heller ikke rækkevidden er noget problem for parret. ”Altså hvis man har en Tesla, kan man jo køre rigtig langt. Vores elbil har kun en rækkevidde på 150 km. Lidt mindre om vinteren. Men det passer ret godt til vores behov. Vi bor i en mindre by uden for Skanderborg, så vi kører sommetider frem og tilbage til Silkeborg eller Aarhus, og det kan den sagtens klare på en opladning”.

“Andre gange kører vi til Vestjylland for at besøge familien, og så lader vi op på en ladestation undervejs. Det er ofte Herning, vi standser ved. Opladningen tager omkring en halv time, og i ventetiden går vi en tur og får strakt benene. Sommetider får vi også lige ordnet nogle indkøb”, fortæller Laila.

Tog til de lange rejser

Parret bruger stort set ikke bilen til at køre til udlandet. ”Jeg synes, det er så kedelig at køre langt i bil. Sommetider rejser vi til Køln, men så er det altid med toget. Ellers skal man jo bare sidde på en motorvej og så bruge en masse tid på at kommen gennem trafikken ind til centrum af byen”.

“Det samme hvis vi skal til Nordjylland. Så kan man sidde i toget og bare slappe af og lave ingenting, eller man kan arbejde lidt”.

“Men altså hvis man vil sydpå i elbil, kan det jo sagtens lade sig gøre. Så skal man bare have styr på, hvor ladestationerne ligger undervejs. Og man skal jo ud og strække benene engang imellem alligevel. Det passer såmænd meget godt med en opladning”.

Turen som oplevelse

Laila mener, at spørgsmålet om rækkevidde langt hen ad vejen handler om at tænke lidt anderledes, end man er vant til. ”Hvis vi for eksempel skal besøge min mor i Nordsjælland, så tager vi færgen fra Aarhus til Sjællands Odde og derefter Rørvig-færgen. Så kommer vi ikke til at køre så meget”.

Og så skal man lade være med at have så meget fokus på at komme frem, mener hun. ”Turen må gerne være en god oplevelse også. Engang skulle vi op til et badehotel, og der ladede vi op undervejs. Et kvarter tog det. Og det er jo fuldstændig ligegyldigt, at vi ankom 15 minutter senere. Havet var det samme, hotellet havde ikke flyttet sig, og så måtte vi endda vente, fordi vores rum ikke var klar. Så jeg tror også, det er noget med at droppe det normale tankesæt, man har, med at komme afsted så hurtigt som muligt”.

“Men igen hvis man har en Tesla, så er det en ganske anden snak. Og selv den nye Nissan Leaf har meget bedre rækkevidde end vores. Batterierne bliver hele tiden bedre, og vi var tidligt ude. Men det gør nu ikke så meget, for den passer som sagt meget godt til vores behov. Hvis man bare skal køre frem og tilbage på arbejde, har de fleste jo ikke brug for så meget mere rækkevidde”.

Hvor grøn er du på en skala fra 1-10?

Det kommer vel an på, hvordan man definerer det. Men altså vi er vegetarer, spiser økologisk og køber ind efter sæsonen. Vi dyrker også nogen af vores egne grøntsager, og resten køber vi nede på byens marked, som sælger lokale varer. Det gør det jo grønt. Og vi har en have med masser af krydderurter og planter til bierne”.

“Så er der nogen, der siger, at vi ikke skulle have bygget vores hus af mursten men i stedet valgt et mere bæredygtigt materiale. Men vi har jordvarme og solceller, så pænt grønt, synes jeg. Og vi har elbil og cykler. Vi flyver næsten aldrig. Jeg kunne finde på at sige, at jeg er en 8’er. Når man sådan tænker i dagligdagen, så vi er nok deroppe af. Der er jo altid plads til forbedring men jo, jeg tror, en 8’er passer meget godt.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Ingen medier er nemlig gratis at lave. Til gengæld får du artikler uden sponsoreret indhold og uden reklamer.

Skriv et svar