æblehøst

An apple a day keeps the doctor away. Sådan er der et gammelt ordsprog, der siger. Og æbler er virkelig sunde, og så smager de dejligt. Er du heldig at stå med en æblehøst, du ikke rigtig ved, hvordan du skal håndtere, er her nogle idéer. God fornøjelse!

Brug æblerne hver eneste dag

Æbler kan bruges til et næsten uanet antal ting i køkkenet.

  • Bag æblekager. Både gammeldags æblekage med makroner og flødeskum, almindelig æblekage med mørdej og crumble med æbler.
  • Brug æbler i maden. Æbler er gode fx i karrysovsen til boller i karry og fungerer også godt i salater. Der er selvfølgelig den traditionelle råkostsalat, men prøv også med æbletern i en grøn salat sammen med nødder.
  • Lav tørrede æbler. Så har du en lækker og sund snack til senere på året. Se på havenyt, hvordan du gør.
  • Brug æblerne i madpakken. Et æble er den dejlig eftermiddagssnack men smager også super godt skåret i skiver på en rugbrødsmad eventuelt toppet med et drys rosiner.
  • Lav mos – det er virkelig nemt. Du skræller bare æblerne og skærer dem i mindre stykker. Kog dem i lidt vand eventuelt med lidt sukker og gerne med vanille, indtil æblerne er helt møre. Mos dem med en gaffel eller en stavblender. Mine børn elsker at spise æblemos lige fra glasset med en ske, men man kan også være mere civiliseret og servere det som dessert med mælk på eller ovenpå en skive vanilleis. Det smager også godt i pandekager.

æblehøst

  • Lav æblemost. Hvis du har mange flere æbler, end du kan spise, så er most en fantastisk måde at bruge dem på. Måske kan du ligefrem blive selvforsynende. Jeg kender en ung fyr, som blev træt af alle de æbler, der faldt ned fra forældrenes æbletræ hvert år og bare lå og rådnede på græsplænen. Derfor fik han fat i udstyr til at lave most, og så gik han ellers i gang. 50 liter blev det til! Mosten skal fryses eller pasteuriseres for at holde sig. Hvis du ikke lige ligger inde med udstyret til at fremstille æblemost, er det let at leje rigtig mange steder. Prøv at søge på Google. Mange steder er der også æblelaug, som lejer udstyr ud til private.

Gem æblerne til vinter

Hvis du har mulighed for at opbevare dine æbler frostfrit, kan du gemme dem hele vinteren. Vær dog opmærksom på, at det ikke er alle sorter, der egner sig til at gemme i længere tid. Læs Pometets katalog over egenskaberne hos 60 forskellige æblesorter.

æblehøst

Hvis du gemmer æbler, skal du også huske at kontrollere dem for råd med jævne mellemrum. Ellers kan et enkelt inficeret æble ødelægge hele kassen.

Skip, skap, skele – skal vi dele?

Det er sådan et trist spild, når et overskud af æbler bare får lov at gå til. Hvis du har mere, end du selv skal bruge, så del med naboerne. Der er top lækkert at få en pose hjemmedyrkede æbler foræret. Du kan også sætte en kasse ud ved vejen. Så kan forbipasserende selv tage for sig af retterne.

Husk de vilde dyr

Dyrene skal jo også have det godt, så husk at lade dem få deres andel af høsten. Det kan du gøre ved at lade nogle æbler ligge i haven, eller du kan hænge dem op til fuglene i træerne.

Hvis du ingen æbler har

Nu er du måske blevet inspireret af alt det lækre, du kan bruge dine egne æbler til. Det eneste du står tilbage med er det problem, at du ikke har noget æbletræ! Så er der to ting, du kan gøre:

Har du plads i haven, så anskaf dig et par stykker – gerne forskellige sorter, der byder på varierende smagsoplevelser, og som modner på forskellige tidspunkter. Og da det er nu, en del æbler kan høstes, er det et særdeles godt tidspunkt at smage sig frem til dine favoritter. Se, om ikke du kan finde en æblefestival i nærheden, hvor du kan prøvesmage.

Husk, at dit æbletræ skal bestøves af et andet. Det betyder, at du enten skal anskaffe dig to træer, som kan bestøve hinanden eller være opmærksom på, om der er træer i nabohaverne, som kan gøre jobbet.

æblehøst

Husk også, at du ikke behøver at eje en kæmpe have for at få plads til et æbletræ. Hvor meget det fylder kommer an på grundstammen, hvordan du beskærer det, om du laver et æbleespalier eller køber et søjletræ. Mulighederne er mange. Spørg på planteskolen, så du er sikker på, at du får et træ, der er sundt, og som opfylder dine behov.

Også her kan du have glæde af at kigge i Pometets katalog over 60 forskellige æblesorter til haven.

Den anden mulighed er at sanke æbler i naturen. Der er æbletræer på mange offentlige arealer, og dem må du gerne plukke af. Bor du i nærheden af Aarhus, kan du blandt andet deltage i æblearrangementer med Smag på Aarhus.

God æblehøst!

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Ingen medier er nemlig gratis at lave. Til gengæld får du artikler uden sponsoreret indhold og uden reklamer.

 

 

 

 

Skriv et svar