Julen nærmer sig. Det er ikke til at komme uden om. Og hvis du har børn, er der nok en rimelig stor sandsynlighed for, at du lige nu går og grubler over, hvad de skal have i deres pakkekalender. Hele 24 små gaver skal man finde på.

Ja egentlig er det frås og noget skidt for planeten og alt det, men hvis man først er begyndt, er det lidt svært at trække i land igen. Og så synes de fleste både børn og voksne nok også, at det egentlig er ret hyggeligt.

Nu er mine børn teenagere, men da de var små, blev det ofte til en omgang billigt plastikskrammel. Heldigvis blev jeg med årene både mere bevist om, hvad hele vores køb-og-smid-væk kultur betyder for miljøet og om, hvad jeg kunne gøre i stedet for.

Her får du mine erfaringer lige til at plukke af.

Skal der virkelig være en gave hver eneste dag?

Da mine børn var i pakkekalender-alderen, troede de, at gaverne kom fra nissen på loftet. De satte grød op til ham og skrev endda breve til det kære fantasivæsen, som blev døbt Nisselas. Og hver morgen lå der så en gave i det store stofkræmmerhus, de havde hængende på døren.

Altså indtil der ikke gjorde det længere. For når der så var gået noget tid, siden de sidst havde sat grød op, kunne jeg godt finde på at putte grødris i kræmmerhuset i stedet for en gave. Så fortalte jeg dem, at det vist var et tegn fra nissen om, at han synes, vi var lidt for nærige med den grød. Det var vildt sjovt, og noget de husker tilbage på med stor fryd.

Overvej spiselige gaver

Gaverne behøver ikke altid være ting. En lille lækkerbid kan også gøre lykke en mørk mandag morgen.

Brug genbrugsbutikkerne

Genbrugsbutikker er et sandt mekka for gaver til ungernes pakkekalender. Gå på opdagelse og find dejlige børnebøger, hyggelige spil eller små sjove ting til dukkerne. Alt sammen ting som allerede har betalt deres ”produktions-CO2”.

Gør det selv

Begge mine børn er piger, så dukker har fyldt en stor del af deres lege-liv gennem en længere periode. Men i stedet for at købe alverdens tøj til dukkerne, kan man let lave mange sjove ting selv.

Det kan for eksempel være en badedragt lavet af en enlig sok, der ikke længere har en makker. Det er virkelig upcycling på den sjove måde. Den amerikanske youtuber My Froggy Stuff laver mange inspirerende ting. Her er link til badedragten.

Giv oplevelser

Hvis du ikke synes, det bliver for dyrt, kan oplevelser også være en rigtig god pakkekalendergave. Det kunne være biografbilletter. Eller måske teaterbilletter til et julestykke. Nogle biblioteker laver den slags arrangementer gratis eller ganske billigt.

Kreative gaver

En god og julet gave kan også være en pakke glanspapir, som I sammen kan forvandle til juletræspynt.

pakkekalender

Hvis I rigtig vil udfordre jer selv, så se de her skabeloner. De er lige til at printe ud.

Praktiske gaver

Lav en hurtig brainstorm på ting, dit barn rent faktisk mangler. Sokker. Blyantspidser. Refleks til jakken. Hvad ved jeg. Det kan være alt muligt. Noget af alt det vi ville have købt alligevel.

Skal de virkelig pakkes ind?

Du kan spare på både penge- og CO2-kontoen ved at lade gavepapiret blive i supermarkedet. Synes du alligevel, at det er sjovere, når gaverne er pakket ind, så brug avispapir. Det kan du for eksempel dekorere ved at tegne nissehuer på de personer, der er afbilledet.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Din støtte går til at dække omkostninger i forbindelse med hjemmesidens drift og løn til skribenten. Andre hjemmesider dækker deres omkostninger via reklameindtægter og sponsorerede indlæg eller ved at have en betalingsmur. Alt det slipper du for på Mynthe.

Skriv et svar