køkkenhaven

I de her dage ligger frosten ofte som sukkerglasur og glimter til mig fra køkkenhavens visne stængler og blade. Selvom jeg stadig har arbejde at gøre derude, giver det ikke mening at gå i gang med det, så længe det hele er stivnet i vinter-form.

Indendørs havehygge

Derfor har jeg besluttet mig til at gå i gang med noget rigtig hyggeligt. Faktisk startede jeg sæsonen med at skrive flittigt i min havedagbog. Derfor ved jeg, at jeg d. 21. april såede frilandstomater (som dog ikke gav en eneste smagsprøve i år), og at jeg d. 12. maj såede ærter. Der er flere sider med notater om, hvad jeg har sået hvornår, og på hvilket tidspunkt diverse planter begyndte at spire.

Notér haveerfaringerne

Men så pludselig ender det hele. Dagbogen har et sidste notat fra slutningen af maj og derefter blanke sider. Jeg når lige at få en snert af dårlig samvittighed, før jeg hurtigt bliver enig med mig selv om, at det gør da overhovedet ingenting. For det er jo nu, jeg har både tid og lyst til at skrive i havedagbogen. Skrive alle havehistorierne fra sommeren, som er gået i hi.

køkkenhaven

Det er simpelthen nu, jeg vil skrive om alt det, der lykkedes, og alt det der ikke gjorde. Om det der var for meget af (squash), og det der var absolut for lidt af (grønne bønner). Om det jeg savnede (flere krydderurter), og det jeg nu har afprøvet men ikke gider igen (peberfrugt på friland – de blev aldrig til ret meget, så jeg tror, jeg venter til jeg engang får anskaffet mig et drivhus).

Skriv drømme og tanker ned

Og så vil jeg skrive om alle drømmene og om de tanker, jeg har haft om haven undervejs. Hvordan min indgang til køkkenhaven skal blive til en portal med klatreroser, og bedene skal afskærmes til den ene side med bøgehæk, og jeg skal grave et nyt bed og flytte hindbærrene, så jeg kan få plads til endnu et frugttræ – muligvis rød ananas eller en sveskeblomme og meget meget mere. Ja, det er jo ikke sikkert, jeg får det hele ført ud i livet. Og slet ikke i løbet af næste år. Men jeg tror på, at det er godt at huske erfaringer og drømme og hele tiden bygge videre, så haven udvikler sig i den retning, jeg gerne vil have.

Så nu vil jeg gå ud og lave en stor kande te, finde en god kuglepen frem og gå i gang med at dokumentere årets erfaringer fra min køkkenhave.

Skriv et svar