julehave

Omkring 20 km vest for Holstebro ligger en ganske eventyrlig have. Og den er slet ikke gået i hi for vinteren. Tværtimod kan man faktisk sige.

Haven tilhører Anette Krogh Pedersen og er måske bedre kendt som Fru Pedersens have, og den er en guldgrube af stilleben, dekorationer og rustikke pyntegenstande. Lige nu er temaet vinter og jul, og det er en ganske særlig oplevelse at gå rundt i den dejlige julehave.

julehave

Hyggelige havehuse

Allerede ved indgangen til haven bliver besøgende mødt med fine opstillinger i naturmaterialer og nogle af stedets mange små huse. De står stemningsfulde med sprossede vinduer og danner små haverum til børn og voksne.

julehave

Første kig bliver ind i det charmerende legehus, som med det samme afslører, at her på stedet bliver der ikke sparet på detaljerne. Grydelapper hænger klar over køkkenbordet, der er stearinlys i vinduet, og skøjter pynter i hjørnet. I et andet lille hus står fade med betonkager på små hylder, og kageruller og forme hænger klar på knagerækken. Hvis ikke der er et barn, som har lyst til at flytte ind her, er der nok en lille nisse, der vil.

julehave

Dyrene er en del af oplevelsen

Dyrene fylder også her på gården. Uden for julemandens værksted går to hvide gæs. Her er duer og høns. Og hunde ifølge et fint skilt. Og så er der de vilde fugle. Dem bliver der kræset om i mange hjørner af haven. De kan for eksempel få sig et måltid mad fra tepotter og kaffekopper hængt op i træerne. Eller de kan mæske sig i æbler fra en tallerken på fuglebuffeten. Der er frit valg på alle hylder.

julehave

julehave

Fuld af fascinerende detaljer

Hele vejen rundt om huset står opstillingerne overdådigt og tiltrækker øjnene. Her er kranse og bænke, lanterner og græskar, glasflasker, hyacinter og gran. Ja, jeg kunne blive ved. Bliver man stående og betragter scenerierne dukker små detaljer op, og man må have kameraet frem igen. Haven er ganske enkelt en fortryllende oplevelse, og der er rigelig med inspiration at tage med hjem.

julehave

Jeg skal for eksempel helt sikkert og ganske vist i gang med at hænge romantiske kopper i træerne, jeg skal i skoven og hente mere gran og kogler og mos, jeg skal ud og købe stearinlys i store mængder, i gang med at lære at støbe i beton og ind i gemmerne og lede efter gamle ting og sager, der kan få nyt stemningsfuldt liv i haven.

julehave

Ja ok, måske ikke det hele på en gang. Men jeg forlader haven med en energisk følelse i kroppen. En iver efter at komme hjem i min egen have og komme i gang med at eksperimentere.

Besøg julehaven

Du kan besøge Fru Pedersens julehave til og med søndag d. 10. december. Se åbningstider og læs mere om haven på hjemmesiden.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Din støtte går til at dække omkostninger i forbindelse med hjemmesidens drift og løn til skribenten. Andre hjemmesider dækker deres omkostninger via reklameindtægter og sponsorerede indlæg eller ved at have en betalingsmur. Alt det slipper du for på Mynthe.

 

Skriv et svar