bofællesskab

Jeg drejer af fra hovedvejen og befinder mig et øjeblik efter i den lille landsby Bjedstrup uden for Skanderborg. Den består af en klynge huse, en skole og en rollespilsforening. Og så af bofællesskabet Kirstinelund, som jeg skal besøge.

Jeg fortsætter ned ad en grusvej, hvor havekrukker fungerer som fartbegrænsere. Langs vejen ligger finurlige huse i forskellige former. Et er bygget, som om det ligger under en bakke. Et andet minder om en stor togvogn.

Bofællesskab

På pladsen foran hovedhuset fra den gamle gård, er der legeplads, vaskehus og borde og bænke mellem frugttræer. Der er ingen tvivl om, at her må være idyllisk og fuld af liv om sommeren, men i dag er her mennesketomt og gråt. Frosten ligger hvidt på jorden, og vandpytterne er betrukket med is.

For enden af vejen ligger mit mål: Maria Temponeras’ fine bindingsværkshus, som også er en del af bofællesskabet. Maria har indvilliget i at fortælle mig om, hvordan det er at bo i bofællesskab.

En gruppe mennesker med en idé

Inden for i huset luner masseovnen midt i rummet. ”Nu er bofællesskaber jo forskellige”, siger Maria Temponeras, mens hun sætter te på bordet. ”Jeg har boet i flere forskellige.

Bofællesskab

Men Kirstinelund er et økofællesskab, som er med i Landssammenslutningen af økosamfund LØS, og vi blev grundlagt af nogle hippier for omkring 25 år siden. Eller måske var de ikke engang hippier. Men i hvert fald en gruppe mennesker som havde lyst til at bo sammen på en måde, der var så bæredygtig som mulig og ikke belastede kloden mere end højest nødvendigt.

Bofællesskab

Og så fandt de den her gamle firlængede gård, hvor det meste af jorden var udstykket, og det der var tilbage var 12 tønder land med kuperet terræn og en dal med meget stejle sider. Her gav kommunen dem lov til at udstykke seks grunde og bygge med alternative materialer.

Bofællesskab

Det er så blevet til seks meget forskellige huse. Der er for eksempel nogen, der har valgt at bruge kampesten fra området til fundamentet i stedet for cement, som jo virkelig er dyrt i CO2 regnskabet. Og så er der nogen, der har bygget et cob-hus af halm og ler fra Kirstinelunds jorder”, fortæller hun videre.

Bæredygtigt byggeri

Selv bor hun sammen med sin kæreste Claus i et bindingsværkshus med ottekantet tårn og et smukt tag lavet af egespån. Umiddelbart adskiller det sig meget fra de øvrige huse. Her er ingen halmvægge eller buede tage. Men der er tænkt bæredygtighed ind i det alligevel.

Bofællesskab

”Vores hus er virkelig holdbart. Det er solidt, og for eksempel vinduerne er håndlavet i kernetræ fra lærk og kan nok holde i 200 år. Og så er her brugt meget træ, og det er også godt for miljøet især nu, hvor der er overload af CO2 i atmosfæren. Så lagrer man CO2 i det træ, man bruger til at bygge med, og der bliver plads til nye træer i skoven. Og faktisk er det i vækstfasen, at et træ lagrer mest CO2, før man fælder det. Så jo, træ giver virkelig god mening”, fortæller Maria Temponeras.

”Og så har vi brugt gode miljøvenlige materialer og ikke for eksempel udvendig maling fuld af fungicider, som kan rende lige ud i naturen, når det regner. Det er virkelig et overset miljøproblem”.

Fællesskabet er en grundsten

Men boligerne på Kirstinelund udgør kun de fysiske rammer, mens det nok egentlig mere er fællesskabet, der for alvor kendetegner stedet.

”Vi er jo fælles om at eje det her sted, og derfor er vi også afhængige af hinanden til at tage beslutninger – gode og dårlige. Vi har ikke nogle hegn imellem vores haver, og hvad den ene beslutter at gøre, påvirker den anden, og det skal vi diskutere os frem til.

Det er virkelig en stor demokratisk dannelse, for det er ret svært. Der kan opstå alle mulige konflikter, og hvordan håndterer man lige dem.

Men konflikter kan opstå i mange nabolag. På sådan en almindelig villavej kan man så vælge at sige: Nå, men sådan er det. Eller vælge ikke at snakke med naboen. Det kan vi ikke her. Og det vil vi heller ikke. Det, at vi er med i et fællesskab, er også, at vi VIL håndtere de konflikter, der opstår”.

Tæt og ærligt netværk

Maria Temponeras synes, at fællesskabet på Kirstinelund er blevet et tætvævet tæppe af mennesker, der vil hinanden det bedste og ikke er bange for at være ærlige.

”Man er ikke naboer, men man er heller ikke venner. Man bliver så tætte, så det virkelig er et godt netværk. Hvis der er noget med ens børn, så kan man vende det med nogle andre voksne, som kender dem rigtig godt.

Eller man kan lige sige noget til hinanden. Jeg synes ikke altid, at venner kan sige, at de for eksempel synes, ens barn har lidt problemer i forhold til gruppen, eller hvad det nu er. Her kan vi bedre sige det, som det er og dele de bekymringer med hinanden ærligt, og det er jo ret fantastisk.

Vi er ikke bare en stor familie hele tiden, men der er den der tryghed, at der er nogen derude, der bekymrer sig om én, og at ens børn altid har nogen, de kan gå til. Egentlig er det jo almindelig godt naboskab, men her snakker vi også om det. Det er ikke kun: hvis det opstår, er det godt. Det er en mere bevidst handling”.

Fællesskabet i dagligdagen

Beboerne på Kirstinelund dyrker også fællesskabet meget aktivt. De har fællesspisning en gang om ugen og fællesmøder, hvor de diskuterer stort og småt og lægger planer for stedet. De har oprettet et yogahold i fællesrummet, holder æblefest, laver julehygge og fejrer nytår sammen.

Hvis én i bofællesskabet får lyst til at lave et arrangement, så gør de det. ”Der er én heroppe, der kan sådan noget storytelling, så indkalder hun til midvinterfest og suppe og historiefortælling”.

Bofællesskab

Og så er der alt det spontane. ”Så snart vejret er bare en lille smule til det, så er det sådan, at man kommer hjem, og så går folk ud på gårdspladsen med deres små børn, og os, der ikke har små børn, går bare derud med vores kaffe og hygger.

Så der er rigtig meget liv uden for, og om sommeren er der tit nogen, der laver bål, som man kan komme eller gå til. Og spontan fællesspisning hvor man bare aftaler at tage noget mad med at deles om”, fortæller Maria Temponeras.

Privatliv kontra fællesskab

Men man kan også trække sig, hvis man ikke har lyst til at være så social. ”Jeg synes, vi har en god balance mellem fællesskab og privatliv. Det er tilladt at være privat samtidig med, at der er det fælles.

Claus min kæreste trives ikke med hverken fællesmøder eller fællesmad. Han kan godt lide at gå rundt lidt for sig selv, men han er alligevel glad for at bo her og har det godt med alle de andre. Han deltager bare ikke i alle de sociale ting, men det er der også plads til.

Og så bor han jo sammen med mig, der er med i det hele. Og det er et ret godt kompromis for os, for hvis det stod til ham, boede vi alene langt ude i skoven, og det ville ikke være noget for mig.

Jeg har det godt med, at så snart jeg brænder inde med noget, så kan jeg lige gå over til en af naboerne. Der skal nok være en, der har lyst til en kop kaffe. Hvis den første, jeg banker på hos, ikke har tid, så går jeg bare videre til den næste”, griner Maria Temponeras.

Fælles grundværdi

”Og så kan jeg godt lide den samhørighed, vi har, og at der er plads til forskelligheder. For vi er meget forskellige også. Det er ikke bare én slags mennesker, der bor her. Her er både akademikere og håndværkere og kunstnere og skolelærere. Så det er en god blanding. Nogle er borgerlige, og jeg er jo i byrådet for Enhedslisten.

Men der er selvfølgelig nogle grundtanker, vi har til fælles ved, at vi er et økosamfund. For eksempel behøver vi ikke at diskutere, om vi køber økomad til fællesspisning. Det gør vi bare. Og der er også mange af os, der skralder. Så vi deler sådan en grundtanke om, at vi prøver at belaste jorden mindst muligt. Den har vi alle meget stærkt”.

Daglig ansvarlighed

Bevidstheden om at bofællesskabet er et økosamfund, går igen i måden, Kirstinelund er indrettet på og i udviklingen af stedet.

”Vi henter vores eget vand op her på grunden, og vi har vores eget renseanlæg. Det forhindrer den der ’ude af øje ude af sind’ tankegang, som det for eksempel er let at have, når det kommer til klimaforandringer. For hvis vi kommer noget giftigt eller skadeligt i renseanlægget, så går det i stå, og så kommer her altså til at lugte af lort.

Og hvis vi hælder noget giftigt ud på jorden, ender det før eller siden nede i vores grundvandsmagasin, som ligger lige her neden under, hvor vi bor. Det hæver ansvarligheden men også glæden over, at vi har det her sted, og at vi passer på det”.

Beboerne deler ting og dyr

Samtidig deles beboerne om rigtig mange ting. ”Vi deler jo havetraktor og græsslåmaskine og alle mulige redskaber og værktøj. Og låner hinandens biler. Og har fælles vaskemaskiner.

Bofællesskab

Nogle af os deles også om dyr. Vi er en gruppe, som holder får. Det dækker næsten hele vores kødbehov, og så græsser de vores arealer og sommetider også naboens. Og så er vi nogle, der har høns sammen. Så skiftes vi til at passe dem, og de kan jo spise vores madrester og kvitterer så med æg”.

Naturgenopretning i baghaven

En anden del af det at være et økosamfund er også at passe på naturen udadtil. ”Vores grund udgør en smal men vigtig naturkorridor, og den holder vi åben, så der er forbindelse med Svejstrup Enge helt ned til Mossø.

Vi har en lang dal med en bæk, der har ligget i rør siden 1906, og den har vi fået tilladelse til at grave op og genslynge. Og for hvert år, der går med vand i bækken, kommer der flere insekter og fugle. Vi har den sjældne bjergvipstjert, der kommer forbi. Og havørnen. Og de røde glenter.

Der er mange dyr, der bruger vores jord. Vi kan se, der er veksler, og derfor kører vi sådan lidt vild med vilje med et varieret landskab, hvor noget bliver holdt åbent ved hjælp af fårene, og andet er buskads med blandt andet tjørn”.

Plads til udfoldelse

I det hele taget giver de mange tønder land mulighed for at lave forskellige ting. ”Det giver sådan et forum til at snakke om, hvad man vil med det sted, man bor og med jorden. Og til at afprøve ting. Hvis vi ville dyrke vin, så var der faktisk mulighed for det.

Bofællesskab

En af familierne her holder islandske heste. Og sidste år byggede Claus et shelter, og han har nogle både stående, som han er ved at sætte i stand.

Bofællesskab
Udsigten fra det hjemmebyggede shelter

Der er så meget plads, at der er mulighed for at realisere nogle drømme. Nogle har haft en vogn, hvor de øvede med deres rockband. Så det med at der er plads til at prøve forskellige idéer af i sådan et fællesskab, det, synes jeg, er fedt”.

Det skal du overveje før du flytter ind

Jeg spørger Maria Temponeras, hvad man skal overveje, hvis man tænker på at flytte i bofællesskab.

”Hvis man på nogen måde kan komme til det, så skal man prøve det af, før man flytter ind for alvor. Man kan godt tro, at man er sådan en, som vil trives i et bofællesskab og så finde ud af, at det ikke er sagen alligevel. Vi havde én boende her, som endte med at sige: Hvis jeg bliver inviteret på te og boller en gang til, så skriger jeg.

Og så skal man overveje, hvilken slags bofællesskab man kunne tænke sig. Hvor forpligtende det skal være, hvor meget fællesskab kontra privatliv, hvor mange dage om ugen man spiser sammen, og i hvor høj grad man er forpligtet på hinandens økonomi.

Hvis man har børn, kan man kigge på, om der er andre børn. Bofællesskaber helt uden børn kan måske have svært ved at acceptere, at børn larmer og løber rundt. Men de andre børn behøver ikke have samme alder. Børn i et bofællesskab fungerer som en stor søskendeflok eller fætter-kusine flok, hvor de faktisk leger meget sammen på tværs af alder.

Men det er jo vigtigt, at man finder et sted, hvor man føler, der er plads til både en selv og ens børn. Så det er en god idé at lave en rigtig god forventningsafstemning, inden man flytter ind.

Men jeg kan kun anbefale det. Børnene har nogle andre børn at lege med, og de voksne har andre voksne at snakke med. Og så følger der en masse god praktik med. At man laver mad sammen og kan kigge efter hinandens børn”.

Hvor grøn er du selv på en skala fra 1-10 (hvor 10 er bedst)?

“Det er et svært spørgsmål at svare på som individ. Måske umuligt. Personligt gør jeg, hvad jeg kan for at ikke at belaste jorden unødigt. Køber kun lidt kød, køber så få ting som muligt, går i genbrugstøj, minimerer madspild, sparer på varmt vand, kører tog når jeg kan.

Som familie og som del af et økofællesskab har vi klimavenlige huse og bruger solvarme og deles om værktøj og maskiner. Så det er nok en 8er. Ungernes nye spillekonsol trækker ned.

Men vi er jo også en del af et større samfund, der belaster CO2-regnskab og ressourcer vildt meget. Vi har et kæmpe unødvendigt masseforbrug, vi har motorveje og opvarmede indkøbscentre, industriel svineproduktion og affaldsforbrænding. Det går mest ud over fattige mennesker i andre lande.

Det er ikke noget, jeg har valgt, og som de fleste andre mennesker, er jeg heller ikke en af dem, der direkte tjener penge på, at det er sådan. Men jeg har fordel af det, til forskel fra en slumbeboer i Brasilien. Så længe vi ikke gør oprør mod den verdensorden, er vi en del af problemet. Det giver højst et 1-tal. Så samlet set er mit svar 4″.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Din støtte går til at dække omkostninger i forbindelse med hjemmesidens drift og løn til skribenten. Andre hjemmesider dækker deres omkostninger via reklameindtægter og sponsorerede indlæg eller ved at have en betalingsmur. Alt det slipper du for på Mynthe.

Skriv et svar