Chelsea

Det berømte Chelsea Flowershow løb i sidste uge af stablen i London, og det var et sansemættet festfyrværkeri af form og farve.

Flere af showhaverne havde fokus på det kultiverede kontra det vilde. Det er heldigvis et tema, som også er i fokus i mange private haver, hvor der bliver gjort plads til rodede hjørner og vilde enge – alt sammen for at skabe gode levesteder for bier og andre insekter og småkravl.

Her får du 3 showhaver fra Chelsea Flowershow fulde af inspiration og eyecandy.

Indbegrebet af engelsk “countryside”

Den første hedder “Welcome to Yorkshire” og er inspireret af det billedskønne Yorkshire Dales. Et lille eventyrligt stenhus danner centrum for haven.

Chelsea

Det er meget rustikt og udstyret med en lille overdækket terrasse, hvor den lykkelige haveejer kan drikke sin te under den duftende blåregn, mens bækken klukker forbi nedenfor.

Chelsea

Der kommer sågar røg op ad skorstenen på det lille hus. Om det er tænkt til at understrege den romantiske stemning eller husets dårlige isoleringsværdi vides ikke, men kønt er det.

Overdådighed af planter

Bag terrassen ligger en frodig køkkenhave med velvoksne kålhoveder og saftspændte porrer, blomstrende purløg og plukkeklar salat.

Chelsea

Køkkenhaven forvandler sig foran huset til en blomsterhave med høje lupinspir, lodden løvefod og et væld af andre planter.

Det vilde landskab bag gærdet

Huset og blomsterhaven er afgrænset fra en vild eng op mod skoven af et havegærde i samme stil som huset.

Chelsea

Det er bygget op af rustikke stenstykker og vil være et perfekt sted for mange insekter som for eksempel sommerfugle, der kan finde ly og overvintringsmuligheder i hulrummene og for firben, der kan lune sig på de solvarme sten.

Naturens evolution med mennesket

Den næste have er “The David Harber and Savills Garden”, og den er en form for fortælling. Den repræsenterer udviklingen af menneskets forhold til naturen.

Chelsea

I begyndelsen er der det naturlige landskab, som er koloniseret af græsser og flerårige. Derfra udvikler det sig langsomt hen imod et mere kontrolleret landskab med kultiverede arter som pæoner, lupiner, hosta og storkenæb.

Chelsea

Haven er skabt med et langt kig fra den ene ende ned mod en skulptur af Aeon, der skal repræsentere jordens kerne af energi, som holder vores planet i ligevægt.

Chelsea

Det er en virkelig smuk og meget tankevækkende have med et væld af dejlige planter.

Sydafrikansk skønhed

Den sidste have er “The Trailfinders South African Wine Estate”. Den viser en typisk hollandsk vinfarm i Sydafrikas vestlige Kapprovins.

Chelsea

Inden for havelågen er der en vidunderlig romantisk have med blandt andet roser og fingerbøl.

Chelsea

På den anden side af havelågen står vinstokkene på række, og bag dem ligger det vilde landskab.

Rig men truet naturtype

Den naturlige vegetation uden for de kultiverede jorder i det område af Sydafrika består af et mangfoldigt landskab af buske og eksotiske blomster.

Chelsea

De sorte stængler repræsenterer et nyligt afbrændt sted, hvor nyt liv spirer frem.

Den særlige vegetation, der findes i dette område, er truet af invasive arter, beboelse og landbrug, og designeren af haven Jonathan Snow har skabt den til Chelsea Flowershow for at skabe opmærksomhed omkring denne unikke og meget smukke naturtype.

Støt Mynthe

Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Mynthe ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22755989. Din støtte går til at dække omkostninger i forbindelse med hjemmesidens drift og løn til skribenten. Andre hjemmesider dækker deres omkostninger via reklameindtægter og sponsorerede indlæg eller ved at have en betalingsmur. Alt det slipper du for på Mynthe.

 

Skriv et svar