Gode tilbud på flyrejser mangler der ikke. Det kan være utrolig fristende, når man har udlængsel og trænger til ferie bare at trykke på bestil-knappen. Men flyrejser er en af de helt store syndere, når det kommer til CO2-udledning.

Guldgrube af tips og tricks

Heldigvis er der alternativer, og det har Britt Sallingboe skrevet bogen ”Oplev Europa med tog” om. Og for at være helt ærlig, så er bogen en lille guldgrube for alle os, som ikke har de store erfaringer med at tage toget rundt i Europa. Allermest værdifulde er nok de mange links, som via Britt Sallingboes hjemmeside samler et væld at vigtige steder, hvor man som rejsende kan søge yderligere og mere konkret information om togrejserne. Som eksempel på et ret værdifulgt link kan jeg nævne www.seat61.com, som har en side om rejser fra København til alle mulige steder i Europa.

Fortyndet rejseguide

Bogen begynder med at præsentere de europæiske lande og deres topseværdigheder i kapitlet ”Inspiration og idéer til togrejser i Europa. Man kan godt argumentere, at den information er let tilgængelig på alle mulige andre hjemmesider og langt mere grundig, hvis man ulejliger sig med at låne eller købe en rejsebog om sin destination.

Overskuelighed mangler

Samtidig savner jeg mere overskuelige oplysninger om togrejse til de enkelte lande. Det kunne være gjort ved konsekvent at beskrive, hvordan man kommer til det enkelte land med tog fra Danmark både i rejsetid og i mest almindelige ruter, hvordan man kommer rundt i det enkelte land med tog og de særlige tips og tricks, der knytter sig til togrejser til og i netop dette land. Oplysningerne findes for nogle af landene, men det er ikke angivet konsekvent, og det gør det mere vanskeligt at få overblik over rejserne.

Bladrer man i stedet om til sidste kapitel ”Togrejser fra København til det øvrige Europa”, beskriver Britt Sallingboe rigtig fint og grundigt, hvordan man kommer til en lang række lande, men det betyder, at man skal bladre rundt i en bog på næsten 600 sider for at finde de relevante oplysninger om det land, man ønsker at rejse til. Tilbage kan man som læser derfor godt stå med en følelse af, at der burde have været en mere grundig redaktør ind over. Og så har jeg slet ikke nævnt brugen af skrifttyper, som ikke biddrager til læsevenligheden. Blandt andet er den udbredte brug af kursiv meget irriterende.

Inspirerende rejseberetninger

Der, hvor bogen virkelig inspirerer, er i de personlige rejseberetninger. Foruden Britt Sallingboe selv har en række skribenter beskrevet nogle af deres egne rejseerfaringer med togrejser rundt i Europa, og hvis man har bare den mindste smule udlængsel, er det svært ikke at blive fyr og flamme. For togrejser lyder simpelthen som en fantastisk rejseform. Både mere afslappende og mere miljørigtig end en flyrejse og mindre anstrengende end bilferie sydpå, hvor der skal tilbringes mange timer bag rattet, både fordi der er langt, og fordi der ofte er både vejarbejde og ulykker, som forsinker turen mod feriedestinationen. 

Bogen er også fuld af argumenter for, hvorfor det er så dejligt at rejse med tog. Alene konstateringen af, at man med tog ankommer lige i centrum af den by, man gerne vil besøge frem for fx en lufthavn 100 km væk, er jo fuldstændig åbenlys men ikke noget, man nødvendigvis tænker på, hvis man ikke er vant til at rejse med tog. Dertil kommer masser af tips og tricks til forskellige former for ferie og beskrivelser af de helt specielle togture.

Britt Sallingboes bog er meget læseværdig som inspiration til både sommerferien, skiferien og weekendturen, og det er muligt at låne den på biblioteket. Du kan også følge med på Facebooksiden Togrejser, hvor Britt Sallingboe og næsten 1500 medlemmer diskuterer og deler information om togrejser.

Skriv et svar